Overvejer du at male selv?

Har du styr på farver, maling, teknikker og værktøj, og er du ferm på fingrene? Så er der god grund til at overveje at klare malerarbejdet på egen hånd. Vi har talt med et malerfirma i Bagsværd, der deler ud af gode råd.

Står du foran et større renoveringsprojekt, og overvejer du at spare lidt penge ved at male på egen hånd? Hvis du har styr på hænderne og ikke er bleg for at bruge penge på gode materialer, så kan du sagtens komme godt i mål med opgaven.

Men det handler om to ting: de rette materialer/værktøj og grundig forberedelse.

Kom godt fra start

Hvis vi starter ved materialer og værktøj. Det er fristende at gå i dit lokale supermarked og købe de billige malerpensler, men det kan altså godt betale sig at investere lidt flere kroner i god kvalitet. De billige malerruller fnugger, så der sætter sig tråde og klumper fast i malingen, og det kan man se efterfølgende.

Derudover kan du med fordel bruge lidt ekstra penge på at købe en maling af god kvalitet også. Den billige maling er måske nok billig, men den dækker sjældent så godt som en af god kvalitet, og derfor skal du bruge mere af den. Dermed løber prisen nærmest op i det samme, og samtidig skal du bruge ekstra lang tid på at male, fordi du måske skal male 3-4 gange, før malingen dækker ordentligt.

Og så er der forberedelse. Når man har værktøj og maling, vil man bare gerne i gang. Men gør dig selv en tjeneste og brug tid på at dække godt af med både malertape og afdækningsplast. Gør du ikke det, kommer du med sikkerhed til at male udenfor, og så skal du bøvle med at vaske malerpletter og deslige af efterfølgende – og det er faktisk mere irriterende end at dække grundigt af fra begyndelsen.